08. sep. 2022 - 20:19

Dronning Elizabeth er død: Hun blev 96 år



Den britiske dronning Elizabeth er torsdag død i en alder af 96 år.

Hun sov stille ind på slottet Balmoral i Skotland, meddeler Buckingham Palace i London.

Dronning Elizabeth har i et stykke tid været svagelig, og da hun tidligere i denne uge ikke kunne tage imod den nye britiske premierminister, den konservative Liz Truss, var det et vink om, hvor det bar hen.

Alle dronningens sønner, Charles, Andrew og Edward var til stede, da monarken sov ind. Det samme var datteren Anne, Edwards hustru, Sophie, samt Charles’ ældste søn, William.

Charles’ yngste søn, Harry, er også på vej til slottet.

Elizabeth Alexandra Mary blev født 21. april 1926 som den ældste datter af Elizabeth og George, der blev regentpar i 1936, da den ældre bror til George, Edward d. 8., valgte at abdicere for at kunne gifte sig med amerikaneren Wallis Simpson.

Elizabeth blev selv gift med prins Philip i 1947. Dette ægteskab holdt indtil prins Philip døde sidste år i en alder af 99.

Elizabeth blev dronning af Storbritannien i januar 1952, da hendes far, kong George d. 6. døde.

Han døde som 56-årig, mens dronningens mor, Elizabeth d. 1. blev 101 år. Hun var født i 1900, og hun døde i 2002.

Da Elizabeth d. 2. arvede tronen i 1952, var det britiske imperium langt større, end det er i dag, for det bestod foruden Storbritannien og Nordirland også af mange af kolonierne i Afrika og Asien. Disse lande er næsten alle selvstændige i dag.

Hun var dog til det sidste dronning af 15 andre lande i det britiske statsfællesskab, Commonwealth of Nations. De øvrige 41 lande i fællesskabet har udråbt sig til republikker og har dermed deres egen præsident som landets statsoverhoved.

Posten som britisk statsoverhoved overtager Elizabeths ældste søn, den 73-årige Charles, der bliver konge med det samme.

Der kommer dog også en officiel ceremoni i St. James’ Palace i London i løbet af fredagen.

Med dronning Elizabeths død bliver danske dronning Margrethe den nulevende monark, der har siddet længst på tronen. Hun fejrer i år sit 50-års jubilæum som regent.