Dramatiske scener i opgang

Beboere smed brændende batteri ud i opgang. Sikkerhedsstyrelsen har advaret om risikoen

Et batteri til et elektrisk løbehjul brød sent fredag aften i brand i en lejlighed i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Brandvæsen til det lokale medie stiften.dk.

Kort efter klokken 23 måtte brandfolkene rykke ud til lejligheden, der ligger på Christian Molbechs Vej.

Beboere smed batteriet ud i opgangen, hvor det stadig brændte, da brandfolkene nåede frem, skriver stiften.dk.

Netop brande i batterier er et stigende problem, har Sikkerhedsstyrelsen tidligere på året oplyst.

Det er blandt andet under opladning, at brandene i elcykler, elscootere og elløbehjul er opstået, har Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen konstateret.

Men risikoen kan nedbringes, hvis man kun bruger den originale oplader til batteriet.

Desuden har myndighederne opfordret folk til at placere batteriet på et underlag, der ikke er brandbart. Det er også en god ide at have mindst én fungerende røgalarm i nærheden.

I nogle tilfælde har brandene fået større konsekvenser end den fredag aften i Aarhus.

I april måtte omkring 30 personer fra tre opgange i en ejendom i Københavns Nordvestkvarter således evakueres ved en brand, som ifølge politiet formentlig kunne knyttes til en elcykel.

Branden på Landsdommervej spredte sig fra en altan til bygningens tag.

I sommer kunne Beredskabsstyrelsen fortælle, at antallet af brande i batterier til elcykler, elløbehjul, elscootere og mobiltelefoner er firedoblet i løbet af fem år.

Sidste år var der 131 brande relateret til såkaldte litiumionbatterier. Når der kommer flere og flere produkter baseret på den type batterier, er stigningen ikke så mærkelig, sagde beredskabsdirektøren i Beredskab Øst i sommer.

– Det er ikke sådan, at batterier i en almindelig husstand er en tikkende bombe, men de udgør en risiko for brand. I særdeleshed hvis batteriet er defekt, skadet eller blevet opladet med ukurante ladere eller lignende, sagde Rasmus Storgaard Petersen.

Beredskab Øst omfatter fem kommuner nord for København med 300.000 borgere.

Hans råd er, at folk ikke skal lade batteriet op i soveværelset, i en gang eller ved hoveddøren, som i tilfælde af brand er en flugtvej.

Illustrationsfoto