Drama på villavej: To personer anholdt

To personer er blevet anholdt efter en mulig påsat villabrand

En 40-årig mand og en 47-årig kvinde er natten til mandag klokken 04.15 blevet anholdt nær en villabrand på Strandvejen i nordjyske Asaa.

Det oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Carsten Straszek til TV 2 Nord.

Han kalder branden i villaen ‘mistænkelig’, fordi politiet mener, den er påsat.

SE OGSÅ: HUND DRUKNER I ISBELAGT SØ

Villaens 38-årige mandlige beboer var hjemme, da branden brød ud. Han er blevet kørt til tjek for røgforgiftning på hospitalet.

De to anholdte har ifølge Carsten Straszek en relation til den 38-årige mand, der bor på adressen.

Han ønsker dog ikke at uddybe, hvad den relation er.

 “Nu efterforsker vi sagen nærmere, og så skal vi have foretaget nogle afhøringer,” lyder det fra politikommissæren til TV 2 Nord.

De to anholdte forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør mandag eftermiddag.

Illustrationsfoto