Drabsforsøg i frisørsalon: Fem mænd er anholdt!

Politiet har anholdt fem mænd, som de har sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med en skudepsiode i en frisørsalon på Nørrebrogade i København 20. juni i år.

De fem mænd er 20, 21, 22, 34 og 49 år. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

En maskeret mand ankom på el-cykel til frisørsalonen, hvor han afgav skud mod en mand i salonen. Derefter forlod han stedet hurtigt igen på el-cyklen.

Efter en intensiv efterforskning har Københavns Politi fundet frem til de fem anholdte, som politiet vurderer har været involveret i drabsforsøget.

LÆS OGSÅ: Skyderi i København: ‘De har skudt min søn’

”Det er en alvorlig sag, som vi har efterforsket grundigt, og vi mistænker de fem anholdte for på forskellig vis at have spillet en rolle i drabsforsøget. Blandt de anholdte er også den person, som vi mener har ført våbnet,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass i pressemeddelesen.

Vicepolitiinspektøren er leder af Afdelingen for organiseret kriminalitet.

I forbindelse med torsdagens anholdelser foretog politiet ransagninger på flere adresser. Her fandt politiet blandt andet en større mængde hash, kokain samt en del kontanter.

De fem mænd bliver fremstillet i dommervagten fredag formiddag med henblik på varetægtsfængsling. Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.

OPDATERING:

Københavns Politi oplyser, at alle fem anholdte under grundlovsforhøret er blevet varetægtsfængslet i 27 dage.