Drab på gravid kvinde: Mand og kvinde er kendt skyldige!

Retten i Holbæk har mandag formiddag kendt en 25-årig mand og en 34-årig kvinde skyldige i drabet på gravide Sana Yaseen, der i november i fjor blev dræbt uden for et plejehjem, hvor hun arbejdede.

Ifølge retsformand Peter Ahleson har de tre dommere og seks nævninger været enige om afgørelsen.

Den 25-årige er kendt skyldig i at have begået drabet, mens den 34-årige kvinde er fundet skyldig i at have medvirket.

Sana Yaseen var 26 uger henne i sin graviditet, da hun en novemberaften i fjor brutalt blev knivdræbt uden for sin arbejdsplads, plejecentret på Samsøvej i Holbæk.

LÆS OGSÅ: Drab på gravid kvinde i Holbæk: Mand og kvinde er tiltalt

Kvindens liv stod ikke til at redde, men det ufødte barn blev forløst ved kejsersnit og så i første omgang ud til at overleve. Det var i hvert fald meldingen fra politiet.

Politiet fik hurtigt mistanke til Sana Yaseens samlever, en 34-årig kvinde, og en 25-årig mand, som begge blev anholdt.

Midt under et retsmøde i Holbæk den 8. november, da de to blev fremstillet i grundlovsforhør, kom der en meddelelse om, at barnet var dødt. Da barnet endnu ikke var født, er det ikke rejst tiltale for drab, for så vidt angår barnet.

Strafudmålingen er ikke fastsat endnu.