Domstol godkender Josef Fritzl til almindeligt fængsel

Voldtægtsdømte Josef Fritzl kan overføres fra fængsel for psykisk syge til almindeligt fængsel.

Det oplyser en østrigsk domstol tirsdag.

Beslutningen kan potentielt bane vej for en betinget løsladelse af 89-årige Fritzl, som i 2009 blev dømt for at have holdt sin egen datter indespærret i en kælder i byen Amstetten i 24 år og for at have fået syv børn med hende.

Han blev kendt skyldig i incest, voldtægt, slaveri, tvang og for at have forårsaget et af de syv børns død ved ikke at have skaffet den nyfødte dreng den lægehjælp, han havde brug for.

Fritzl-advokaten Astrid Wagner siger, at hun vil ansøge om betinget løsladelse i løbet af et år.

Josef Fritzl, som i dag har skiftet navn, er stærkt dement.

Fritzl blev i sin tid opdaget, fordi det ældste af børnene blev syg og kom på hospitalet i 2008. Hendes mor havde smuglet et brev med den syge datter. Personale på hospitalet så brevet og kontaktede politiet.

Da sagen kom frem i 2008, blev Josef Fritzl kendt verden over som “monsteret fra Amstetten”.

Reuters