Det vrimler søndag formiddag med både redningsfolk og politi, efter at liget af en mand er fundet i en sø ved Skanderborgvej i Aarhus.
Over for stiften.dk bekræfter vagtchef hos Østjyllands Politi, René Ludvig, at liget af en mand er fundet i parken ved Marselisborg Hospital.
Til Ritzaus Bureau siger vagtchefen:
“Der er nogle fund på stedet, der gør, at vi betragter det her som værende et mistænkeligt dødsfald.”
Når politiet efterforsker et dødsfald som mistænkeligt, betyder det, at der kan være sket en forbrydelse.
Politiet er i skrivende stund i gang med at sikre sig, at vigtige spor ikke går tabt på stedet. Der er derfor blandt andet tilkaldt en retsmediciner til findestedet.
Politiet ved ikke i skrivende stund, hvem manden er. Af samme årsag er de pårørende ikke underrettet om dødsfaldet.