‘Han kendte sin drabsmand’ – Knivstikkeri på villavej

Tirsdag eftermiddag er en 33-årig mand blevet dræbt på en villavej i Købehavn. Nu har politiet nye oplysninger i sagen

Ifølge Københavns Politi kendte en 33-årig mand den person, der tirsdag kort før klokken 16 slog ham ihjel på Emdrup Kærvej i det københavnske nordvestkvarter.

Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.

‘Vores efterforskning viser ind til nu, at forurettede og den formodede gerningsmand havde en relation til hinanden, lyder det fra Københavns Politi på det sociale medie X.

Politiet oplyser, at manden er blevet dræbt ved et knivstikkeri klokken 15.49.

På nuværende tidspunkt er der intet i efterforskningen, der indikerer, at hændelsen er banderelateret. Politiet anser episoden for at være en isoleret hændelse.

De pårørende til afdøde er blevet underrettet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

To ambulancer og lægebiler er fremme

Københavns Politi er skredet til anholdelse af den mistænkte gerningsmand. Politiet har ikke offentliggjort oplysninger om hans nærmere identitet.

Kort efter klokken 17 oplyser politiet, at de kommer til at arbejde på gerningsstedet mange timer frem. Herfra viser billeder, at to lægebiler, to ambulancer og en stor politiudrykning er til stede.

Det er ikke mere end få dage siden, at en anden mand kom i livsfare efter at være blevet stukket adskillige gange med kniv i hovedet og i halsen. Her er politiet også skredet til anholdelse af de mistænkte gerningsmænd.