”Jeg frygter for mine børn og min egen sikkerhed” siger S. til presse-fotos.dk
Og S. er bange for konsekvenserne af politiets passive arbejde. De vil ikke vil anholde hendes ekskæreste E., før S. selv er afhørt.
”Hun har truet mig med, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis jeg fortæller nogen, hvad hun har gjort. Og da jeg snakker med min veninde gennem 27 år igen, ved hun, at sandheden kommer frem. Hun sendte mig en mail med et mislykket selvmordsforsøg og billede af hende i en hospitalsseng, hvor hun skrev, at hun håbede, at hun ikke ville overleve, ‘da det er mit største ønske’. Politiet ved besked, men vil ikke foretage sig noget, før jeg er afhørt.”
S. var tidligere kæreste med E. Men forholdet gik i stykker. Alligevel fortsatte E. med at opsøge S.
For to uger siden gennemlevede S. Et ‘døgn i helvede’.
Den tirsdag kom E. til S. i et råb om hjælp – i nedtrykt tilstand og selvmordstruet. I forsøget på at hjælpe E. kom S. til at opleve et helvede, som S. har anmeldt til politiet.
Den efterfølgende torsdag var S. hjemme og havde tilkaldt barndomsveninden M., for hun var i alvorlig knibe. Fem minutter efter, at M. var ankommet, så hun E. uden for køkkenvinduet.
”S. skreg på en måde, som jeg har aldrig har hørt før. Det lykkedes os at få slået alarm til politiet, som rykkede ud. Det fik E. til at forsvinde,” fortæller M.
S. kom på Rigshospitalet, hvor hun blev undersøgt for, hvad der var sket med hende.
Politiets efterforskere kom også. De kørte S. hjem, og de fortalte hende, at hun ville blive afhørt om fredagen. Men det skete ikke. Og afhøringen har endnu ikke fundet sted, til trods for at det i følge politiet er den afgørende faktor for at anholde og sigte E.
”Jeg kan ikke forstå, hvorfor politiet ikke vil afhøre mig. Jeg har anmeldt E. for meget alvorlige forhold. Men de vil ikke afhøre mig. Og de vil ikke anholde E.,” siger S.
S. har forsøgt at få et ophold på et krisecenter. Hun har været på Grevinde Danner-stiftelsen. De havde plads. Problemet er, at S. ikke er alene. Hun har en datter og en søn. Sønnen er handicappet. Derfor kunne de ikke tage familien ind. De kontaktede andre krisecentre, ingen kunne tage familien ind.
S. og børnene blev sendt med en taxa til Københavns Døgnvagt på Åboulevarden. Men de sendte hende hjem efter nogle timer – uden nogen form for sikkerhed, på trods af at de kom i dialog med politiet.
Problemet er det samme. Fordi S.’ søn er udfordret, kan ingen krisecentre tage imod dem.
LÆS OGSÅ: Kæmpe drama: Nabo-stridigheder eskalerer til falsk brandanmeldelse og stor udrykning
I stedet blev S. og familien sendt hjem – med råd om at fortsætte hverdagen med skole i nærområdet. Og den skal de jo passe.
”Jeg er så bange for, hvad E. kan finde på – både over for mig, over for mine børn, min veninde og ikke mindst gøre ende på sit eget liv” siger S.
Det er tilsyneladende ikke uden grund.
Tirsdag i sidste uge kom politi og brandvæsen til bopælen efter en brandanmeldelse hos til M.
Men der var ingen brand. Der var tale om falsk brandanmeldelse.
Politiet har afspillet alarm-opkaldet for M.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er E., som har indtalt beskeden med forvrænget stemme. Hun lod som om, hun var min nabo, som indtalte en alarm om brand,” siger M.
Det er sådan en episode, som gør S. bange for E.
Og der er mere af samme slags.
Da betjentene havde kørt S. hjem til sin adresse efter turen til Rigshospitalet i forrige uge forsikrede de igen og igen, at politiet ledte efter E.
S. spurgte, hvad hun skulle gøre, hvis hun følte sig truet af E.
Betjentenes svar var, at hvis S. så E. eller vidste hvor hun var, skulle S. ringe 112. Hvis det var chikane i form af konstante opringninger, mails og den slags, skulle S. ringe 114.
Ifølge S. har E. efterfølgende ringet op mange, mange gange. Og det har S. også anmeldt til politiet. Senest mandag. Politiet er fortsat passive – på trods af alle de informationer, S. har givet videre.
Hun kan derfor ikke forstå, hvorfor politiet ikke har anholdt eller tilbageholdt E., når hun nu har givet politiet så mange informationer, der belaster eks-kæresten.
Og S. kan heller ikke forstå, hvorfor hun ikke må få en overfaldsalarm. Det har politiet sagt nej til.
Københavns Politi skriver i en mail til presse-fotos.dk:
”Da der er tale om en verserende efterforskning, har Københavns Politi ikke mulighed for at gå i detaljer med de konkrete efterforskningsmæssige skridt. Politiet har dog i flere omgange, senest onsdag i sidste uge, været i dialog med den forurettede om det videre forløb i sagen.”
Presse-fotos.dk er bekendt med det fulde navn på både S., M. og E.