Det ser helt rigtigt! Måbende tilskuere, da F-16-fly rullede forbi på Limfjordsbroen

Har danske landmænd været på tophemmelig mission i Ukraine for at lære, hvordan man stjæler krigsmateriel fra fjenden?

Det var et absurd syn, man kunne få på Limfjordsbroen mellem Aalborg og Nørresundby tidligt tirsdag morgen, hvor et F-16 jagerfly kom rullende i følgeskab med en traktor. Tankerne hos mange er formentlig strøget direkte hen på de ukrainske landmænd, der stjæler kampvogne og andet habengut fra de russiske soldater.

(Se de vilde billeder nederst i artiklen)

Presse-fotos.dk kan ikke svare på, om vi har lært af ukrainerne, men sikkert er det dog, at også danskerne kan finde ud af at rulle tonstunge dræbermaskiner afsted med en traktor. Det så Mads Andersen fra Gistrup med sine egne øjne klokken 04.25 i morges på Limfjordsbroen.

”Det så hardcore ud, helt surrealistisk med solopgangen som taget direkte ud af en film, den fyldte næsten hele broen,” fortæller Mads Andersen, der pludselig stod over for den enorme jetjager tidligt om morgenen.

”Jeg var næsten helt alene på broen, da jageren kom rullende. Der var nogle fulde studenter på vej hjem, men de ænsede ingenting. Det var et helt vildt syn og helt sikkert værd at stå op til.”

SE OGSÅ: BLOD, SVED OG TÅRER: STORT GALLERI AF HIDTIL USETE BILLEDER FRA FIELD’S-ANGREBET

Hvis du nu sidder med tanken om, hvorfor en krigsmaskine af den kaliber pludselig befinder sig på Limfjordsbroen, så forstår vi dig godt.

Vi har hverken russere eller andre på vej, som tilfældet er med de ukrainske bønder. Forklaringen er en noget mere simpel en af slagsen.

Flyvevåbnet har nemlig lånt F-16-flyet til Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, hvor det skal udstilles ’et stykke tid’ som et led i en årlig tilbagevendende begivenhed. Museet har på nuværende tidspunkt ikke den eksakte dato for, hvornår flyet skal returneres til Flyvevåbnet, men sidste år var jagerflyet på museet til august, oplyser de til Presse-fotos.dk

Formålet med turen var ikke kun en rejse til museet. For hvis du ser nøje efter på billederne, så kan du faktisk skimte en mand, der sidder i F-16-flyets cockpit. Og det er såmænd ikke en pilot. Manden er en ganske normal, civil mand, der har haft held i sprøjten.

Eller rettere, det har hans søn. Men det kommer vi tilbage til.

SE OGSÅ: DOMMER HAR NU TRUFFET AFGØRELSE OM FIELD’S-GEVÆRMAND

Den 25. juni lagde Flyvestation Aalborg nemlig asfalt til DM i Rally, og her havde Flyvevåbnet udstillet F-16-flyet, så man kunne komme over og få en snak om job og uddannelsesmuligheder.

For at lokke mennesker til og skabe opmærksomhed lavede Flyvevåbnet samtidig en konkurrence, hvor man kunne vinde en køretur over Limfjordsbroen i jetjageren. Alt man skulle gøre var at tage det sejeste selfie med flyet og uploade det på Instagram under nogle bestemte hashtags.

Vinderen blev fundet den 27. juni, og det var spøjst nok ikke manden, der i morges sad i flyet, men til gengæld hans søn, fortæller Mads Andersen.

”Jeg talte med en officer, der også stod på broen og tog billeder af F-16-flyet, og han fortalte mig, at vinderen faktisk lige nu er i Frankrig, så han lod sin far få turen i stedet for,” siger Mads Andersen og tilføjer:

”Ham gad jeg sgu godt have været, det der havde de rigtige piloter ikke engang fået lov til. Han havde panorama udsigt ud over det hele.”

Faren i F-16-flyet synes nok heller ikke, at det var helt tosset.

Turen gik klokken 04.00 fra Flyvestation Aalborg til Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum og tog omkring 40 minutter. Den foregik helt gnidningsfrit og skabte ingen kø.

Turen var planlagt så tidligt for at forstyrre trafikken så lidt som muligt.