
Rystelserne på Bornholm i weekenden skyldtes ikke jordskælv, men i stedet var det trykbølger fra en hændelse i atmodfæren
I lørdags fik Bornholms Politi omkring klokken 15 anmeldelser om jordskælvslignende rystelser fra flere borgere på Østbornholm, der oplevede, hvordan døre og inventar til rystede og klirrede.
Dagen efter kunne seismologer i GEUS, der er et selvstændigt forsknings- og rådgivningsinstitution i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, efter undersøgelser fastslå, at rystelserne ikke skyldtes jordskælv.
Samtidig lød der meldinger om, at rystelserne skyldtes en kontrolleret sprængning i Polen, men seismologer kan nu melde ud, at det er usandsynligt at rystelserne stammer herfra.
“I stedet skyldtes rystelserne sandsynligvis akustiske trykbølger fra en eller flere hændelser et sted i atmosfæren. Det er dog ikke muligt for forskere at konkludere, hvad der har produceret de kraftige trykbølger,” skriver GEUS.
SE OGSÅ: STORT POLITIOPBUD PÅ STATION
Det var lørdag eftermiddag, at Bornholms Politi modtog cirka ti anmeldelser om “jordskælvslignende rystelser” på Østbornholm.
‘Vi undersøger forholdet nærmere i tæt samarbejde med relevante myndigheder og giver opdatering, når vi har yderligere,’ skrev politikredsen i et tweet lørdag kort før klokken 16.
Vagtchef Casper Kristensen oplyste, at man modtog cirka ti anmeldelser, der går på uforklarlige rystelser.
Ingen personer kom til skade under rystelserne.
“Anmeldelserne går på, at folk har oplevet nogle rystelser og noget rungen. Det er ikke noget, der har forårsaget personskade,” sagde vagtchefen i lørdags.
De ti anmeldelser begyndte at tikke ind i tidsrummet lørdag fra klokken 15.25 og frem.