Demonstration i lufthavn: 11 personer anholdt

11 personer er blevet anholdt ved en demonstration i Roskilde Lufthavn mellem Tune og Gadstrup.

“De 11 personer er anholdt, fordi de er trængt ind i lufthavnen forskellige steder. Vi ved ikke, hvad sigtelsen kommer til at lyde på, men det bliver formentlig ulovlig indtrængen. De er bl.a. trængt ind, hvor der er skilte, der tydeligt angiver, at det er forbudt for private at opholde sig,” siger kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til presse-fotos.dk

Han tilføjer, at yderligere ti personer har fået anvist et grønt område, hvor de kan demonstrere.

“De havde taget opstilling på vejen, men af hensyn til trafikken vil vi ikke have dem dér,” siger kommunikationschefen.

Der er tale om miljø-aktivister. som demonstrerer mod privat flytrafik.

Efter politiets aktion er det nu igen muligt for trafikanter at komme til og fra lufthavnen.

Korte videoer