Demonstration for Palæstina i Odense

Der var lørdag samlet flere hundrede mennesker på gågaden i Odense til en demonstration for de palæstinensiske ofre i konflikten mellem Israel og Hamas.

Der har været mange lignende propalæstinensiske demonstrationer i det danske gadebillede siden starten af oktober.

Den 7. oktober angreb den militante bevægelse Hamas det sydlige Israel. Ifølge israelske myndigheder blev godt 1200 israelere dræbt, og der blev taget flere end 200 gidsler.

Efterfølgende har Israels militær (IDF) svaret igen med massive bombardementer af Gaza. Fra Gazas sundhedsministerium, som er styret af Hamas, lyder det, at der er dræbt mindst 14.854 palæstinensere siden 7. oktober.