Dansk virksomhed solgte brændstof til krig i Syrien: Fængselsstraf og millionbøde

En dansk virksomhed, Dan-Bunkering, idømmes bøde på 30 millioner kroner for at levere jetbrændstof til krig i Syrien.

Selskaberne Dan-Bunkering og Bunker Holding idømmes millionbøder for brud på EU’s sanktioner vedrørende Syrien. Samtidig bliver direktøren, Keld R. Demant, idømt fire måneders betinget fængsel.

Det bestemte Retten i Odense tirsdag formiddag.

I retten blev det afsløret at selskaberne har solgt 172.000 tons jetbrændstof, hvilket er i strid med EU-lovgivning.

De store mængder jetbrændstof blev solgt til det russiske militær. Leverancerne fandt sted i Tyrkiet og i europæiske havne tæt på Syrien. Brændstoffet blev sejlet til Banias i Syrien, mener retten.

Handlerne blev indledt i efteråret 2015, da Rusland var gået ind i borgerkrigen i Syrien på præsident og diktator Bashar al-Assads side. Og netop det faktum, at de danske selskaber solgte brændstof til det russiske militær, er væsentligt i sagen, fordi Ruslands indtræden i krigen var et vendepunkt. Det fortæller en ekspert fra Forsvarsakademiet under sagen.

“Det siger noget om grovheden af denne her overtrædelse, at det er gået ind i tankene på russiske jagerfly, som på vegne af Assad har bombet oppositionen til Assad,” sagde senioranklager Anders Rechendorff under sin procedure.