Hos presse-fotos.dk fulgte vi gennem flere måneder hverdagen for en dansk mand i slutningen af 30’erne, der sad fængslet på andet år i Colombia. I februar 2019 fik vi desuden muligheden for at besøge og ved selvsyn se fængslet i Santa Marta.
Jesper blev anholdt i Cartagena-lufthavnen i 2016, da han forsøgte at smugle 2 kilo ren kokain ud af landet.
Kokainen skulle ved ankomst til Kastrup lufthavn overdrages til 3. mand, og i bytte for ulejligheden ville han modtage en kuvert fyldt med penge.
Ferie, fly, hotel, mad og lommepenge fik han ligeledes betalt.
Jesper skulle efter ferien og inden hjemrejsen fra Colombia, mødes med en person, der ville udlevere to tasker, hvori kokainen var gemt.
Disse skulle anvendes til bagagen på turen hjem, og hvis alt gik planmæssigt ville han 24 timer efter afrejse modtage betaling for turen – i alt ca. 65.000 DKK.
Turen endte imidlertid inden Jesper nåede at forlade Colombia.
I security blev hans taske udtaget i stikprøvekontrol, og securitymanden kørte øvet en lille papirsnip over tasken, for efterfølgende at indsætte denne i en maskine der kan spore rester af bl.a. kokain.
Alarmen lød, og en narkohund blev tilkaldt. Hunden gøede, som var der stoffer i tasken og Jesper blev anholdt.
Inden flyet mod Europa lettede fra Cartagena var Jespers indtjekkede bagage taget af flyet og Jesper placeret i lufthavnens detention.
Dagen efter blev Jesper stillet for en dommer, og varetægtsfængslet. Sigtelsen lød på ”forsøg på udsmugling af 2 kg kokain”.
Varetægtsfængslingen blev sidenhen erstattet af en fængselsdom på 56 måneder (mere end 4,5 år).
Under retssagen blev Jesper bistået af en lokal advokat, der ikke talte engelsk eller dansk, og – med egne ord – presset til at skrive under på en domsafsigelse han ikke forstod.
Jesper har idag afsonet det meste af sin af sin dom, og blev i december 2019 overflyttet til et dansk fængsel for restafsoning af sin straf.
Han modtog i den forbindelse hjælp fra den danske ambassade i Colombia.
Jesper er oprindeligt vokset op i Albertslund lidt uden for København. Som ung i Albertslund gik Jesper i den offentlige folkeskole og spillede fodbold i sin fritid, hvis han da ikke hang ud med vennerne i centeret eller foran KTK (en kiosk i Kanalgaden). Weekenderne gik med fester og vennerne, og et mindre forbrug af hash, speed og siden kokain.
I 2016 traf Jesper så beslutningen om at prøve lykken som smugler af – netop – kokain fra Colombia. Et forsøg på hurtige penge, der bragte ham direkte i fængsel i et af verdens mest kriminelle lande.
I fængslet hvor Jesper afsonede det sidste år af sin tid i Colombia, sad han i fængslet i Santa Marta.
Jesper var blevet flyttet til Santa Marta, fra fængslet i Cartagena.
Santa Marta er en kyst- og turistby, der kendetegnes af europæiske turister, kaffebarer, gamle bygninger og en heftig varme. På det varmeste dage er temperaturen hurtigt over 40 grader.
I cellen, hvor Jesper sad, var der tiltænkt at skulle sidde to fanger. Ofte var der det dobbelte eller mere i hver celle. Cellerne var små, bygget i beton og uden meget privatliv.
På cellen fandtes en lille vask, et par senge og et toilet eller en spand, gemt bag et forhæng, hvor fangerne kunne forrette deres nødtørft. Der var ikke mulighed for at regulere på varmen og ingen vinduer, men blot huller i muren med tremmer for.
I Jespers celle havde fangerne splejset til ventilator og et gammelt fjernsyn. Cellekammeraterne var drabsmænd og smuglere.
Jespers celle lå på første sal ud til en svalegang, hvorfra man kunne gå ned i gården. Gården var et stort fælles område, hvor alle fangerne dagligt havde sin gang. Det var også i gården man kunne risikere at få ‘torsdagstæsk’ – et begreb der dækkede over, at de stærke fanger i fængslet hver uge udvalgte nogle få andre fanger, der blev afstraffet med tæsk. Det kunne være manglende orden på rummet, at man var bagud med betalinger, havde sladret eller stukket, eller simpelthen ‘bare fordi…’. Det var aldrig rigtigt til at vide, hvad der kunne ske.
Fangevogterne/personalet blandede sig ikke i fangernes indbyrdes hierarki, og fængselspersonalet opkrævede i øvrigt selv beskyttelsespenge af fangerne. Hver celle skulle hver uge betale et fast beløb i ‘husleje’ til fangevogterne, hvis cellen ville undtages ransagninger, chikane og voldsom behandling. Der var ingen undskyldning for ikke at betale, og hver uge kom en ny opkrævning. Dette vel at mærke i et ‘pengeløst fængsel’, hvor fangerne officielt ikke måtte være i besiddelse af kontanter.
Maden blev afleveret på cellen nogle gange om dagen. Ofte bestod det af ris i en plasticbakke, med lidt kød eller grønt til. For sarte sjæle ville det nok være svært at klemme ned, men med fængselsmad som eneste næringskilde var det ikke svært at beslutte om maden skulle indtages eller smides ud. Den skulle spises. Og helst inden andre kunne finde på at gøre krav på ens måltid mad.
Dagene gik med styrketræning i gården, socialt samvær med cellekammeraterne og med stoffer og hjemmebrændt brændevin.
Der blev brygget en del i fængslet. Ved hjælp af gæret/rådden frugt og plasticdunke kunne fangerne lave deres egen alkohol. Med dette så blev fødselsdage og mærkedage beriget med hjemmebryg og kokain. Kokainen koster ganske få kroner pr gram i Colombia, så selv med en mangedobling af prisen i fængslet, var det stadig til at købe, hvis man havde penge på lommen.
Penge fik de indsatte smuglet ind, eller også kunne de bytte sig til lidt stoffer for tjenester, en toiletrulle, en tube tandpasta eller andet materielt. Alt kunne omsættes i fængslet.
I slutningen af 2019 kom dagen som Jesper havde ventet på – en overflytning til afsoning i Danmark. En afsoning der stadig pågår i et dansk åbent fængsel. Et fængsel med eget værelse, varmt vand og bad og toilet og rigtig dansk mad.
Kender du til en spændende eller anderledes historie du gerne vil fortælle/have fortalt? Kontakt os via mail: [email protected] eller på telefon 91981958.
