Popsensation kommer til Danmark

Illustrationsfoto.

Den amerikanske popsensation giver sin første koncert i Danmark. Hun fik sit musikalske gennembrud tidligere på året med megahits.

Den 26-årige amerikaner giver sin første koncert i Danmark nogensinde.

Det skriver kulturmediet Soundvenue.

Hun fik sit musikalske gennembrud med sangene Hot to Go! og Good Luck, Babe! tidligere på året, og nu lægger popkometen altså vejen forbi Danmark.

“Efter at have oplevet hende live i Texas her i efteråret kan jeg slet ikke vente med at se hendes enorme energi brage igennem Valbyparken,” udtaler programchef, Xenia Grigat, i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om popkometen Chappell Roan. Med sine sange har hun etableret sig som en kunstner i absolut særklasse, ifølge programchefen.

“Samtidig banker hendes hjerte for outsidere og minoriteter, hvilket har skabt et helt særligt community omkring hende og hendes musik – et community, som alle må være med i, uanset hvem de er, og hvad de definerer sig som, helt i tråd med den rummelighed og stemning, vi som festival gerne vil opfordre til.”

Chappell Roan optræder på festivalen Syd For Solen torsdag den 7. august 2025.

Den 26-årige amerikaner er samtidig det første af tre hovednavne, der traditionen tro åbner festivalen med en særligt markant optræden på hver deres dag.

Sidste år talte hovednavnene Fred Again.. og Jack White.

Syd For Solen 2025 finder sted fra den 7.-9. august i Valbyparken i København. Billetsalget starter den 3. december klokken 10.00. 

Du kan købe billetter her.

Copenhell 2025 med metallegender, internationale stjerner og nye talenter sikrer en eksplosiv festival på Refshaleøen til juni.