05. sep. 2022 - 12:50

Dagplejer dømt: Skyldig i dødsvold mod 1-årig



Retten i Herning har mandag formiddag kendt en gæstedagplejer skyldig i grov vold med døden til følge.

Den 15 måneder gamle pige var blevet afleveret i dagplejen den 25. november 2019, hvor gæstedagplejeren tog i mod hende, fordi den sædvanlige dagplejer var på ferie.

Men blot nogle dage senere gik det galt, da den lille pige kollapsede og derefter afgik ved døden.

»Under hensyn til farligheden og grovheden af legemsangrebet, der var rettet imod hovedet, og at det er foretaget mod et 15 måneder gammelt barn, findes det at være en påregnelig følge, at (pigen, red.) afgik ved døden som følge af skaderne, og at det kan tilregnes som uagtsomt,« skriver retten i kendelsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE: STOR POLITIAKTION MOD TRANSPORTFIRMA

Den 58-årige gæstedagplejer afgav forklaring i retten i august, hvor hun nægtede sig skyldig. Hun forklarede endvidere, at pigen blandt andet var ulykkelig og selvskadende.

Det var, ifølge dagplejernes forklaring, ikke hende, der pådrog pigen skader, men pigen selv, da hun begyndte at banke sit hoved ind i skabslågen.

Efterforskningen begyndte I juni 2021 og i dag har tre dommere og fire nævninger stemt for at kende dagplejeren skyldig i vold med døden til følge, mens et mindretal på to nævninger ville frifinde hende.

Straffen er ikke udmålt nu, men vil komme senere.