En kok har gjort et chokerende fund, og det knytter sig muligvis til sagen om drabet på den højgravide Louise Borglit i 2016
Gerningsvåbnet til det bestialske drab på 35-årige Louise Borglit er på mystisk vis aldrig blevet fundet.
Men det kan der muligvis være lavet om på nu.
Til Sjællandske Nyheder fortæller kokken Miki Guldborg nemlig, at han helt tilfældigt har fundet en kniv, der tilsyneladende har ligget skjult i en tagrende i mange år.
Miki Guldborg har et cateringfirma på Herlev Hovedgade, der ligger omkring 200 meter fra det sted i Elverparken, hvor Louise Borglit i 2016 blev myrdet.
Helt tilfældigt i sommer, da han var i gang med at rense tagrenden for snavs, fandt han kniven.
Ifølge Sjællandske Nyheder ringede kokken straks til politiet, der dog bad ham om at smide kniven i skraldespanden.
Miki Guldborg valgte alligevel at beholde kniven, og en retsmediciner har efterfølgende bekræftet, at længden på knivens blad passer med det gerningsvåben, der er brugt i sagen med Louise Borglit.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Efterfølgende har Sjællandske Nyheder været i kontakt med politiet om sagen.
Politiet kan ikke svare på, hvorfor de i første omgang valgte at afvise at hente kniven, men det er der nu lavet om på.
‘Vi har været i kontakt med borgeren, og den omtalte kniv er nu i vores varetægt. Kniven skal nu undersøges for spor, og imens dette pågår, har vi ikke mulighed for at kommentere yderligere på sagen,’ udtaler politiet til Sjællandske Nyheder.
Det skal understreges, at der indtil videre ikke er nogen beviser for, at kniven er koblet til drabet.
Gerningsmanden i sagen Alexander Toro Møllmann er blevet idømt forvarring for drabet på Louise Borglit, men han har valgt at anke byrettens dom.