Målmanden Niklas Landin takker af på herrelandsholdet i håndbold efter sommerens OL i Paris
En af de største danske håndboldspillere har snart spillet den sidste kamp i rødt og hvidt.
Målmanden Niklas Landin stopper på landsholdet efter de olympiske lege i Paris til sommer. Det siger han til TV 2 Sport.
I en lang karriere på landsholdet på 16 år er det blevet til 273 kampe i rødt og hvidt for Niklas Landin.
– Det er en beslutning, som har været længe undervejs, men jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt nu. OL i Paris er det perfekte punktum.
– Der er ikke noget, jeg hellere vil end at slutte af med OL-guld, siger Niklas Landin i et interview med TV 2 Sport.
Med landsholdet har han været i samtlige slutrunder, siden han fik debut for Danmark i 2008. Det er blevet til guld ved både EM, VM og OL.
Ved VM er det blevet til guld hele tre gange – i 2019, 2021 og 2023. EM-guldet kom i hus tilbage i 2012, mens OL-guldet blev hentet i 2016.
– Landsholdet har givet mig de største oplevelser inden for håndbold, og jeg er sindssygt stolt over, at jeg har spillet med de årgange, der har spyttet det ene kæmpetalent ud efter det andet.
– Mest af alt er jeg stolt over, at vi har kunnet sammensætte det til et fantastisk landshold, som jeg også tror, at Danmark kommer til at have de næste mange år, siger Niklas Landin.
Han meddeler i samme ombæring, at han fortsætter på klubplan for Aalborg Håndbold.
I lørdags spillede Niklas Landin en afgørende rolle for Aalborg, da holdet vandt DM-guld efter sejr over Fredericia.
35-årige Niklas Landin skiftede sidste sommer til Aalborg efter mange succesfulde sæsoner i den tyske topklub THW Kiel.
I den kommende weekend skal Niklas Landin og Aalborg dyste i Final 4 i Champions League.
I semifinalen skal Aalborg møde tyske Magdeburg, mens Barcelona og Kiel mødes i den anden semifinale.
/ritzau/