Chok: Kendt rapper får ransaget hjem efter anklager om seksuelle overgreb

Flere kilder er blevet interviewet i forbindelse med anklager om seksuelle overgreb mod rapperen

Rapperen Sean Combs, også kendt som Puff Daddy eller P. Diddy, har fået sine hjem i Miami og Los Angeles ransaget af myndighederne i USA.

Det siger flere unavngivne politikilder til mediet NBC News.

Ransagningen sker i kølvandet på en række civile søgsmål, der er blevet anlagt mod Sean Combs.

Han anklages ifølge mediet både for seksuelt slaveri, voldtægt samt distribution af ulovlige stoffer og skydevåben.

En kilde tæt på efterforskningen siger, at tre kvinder og en mand er blevet afhørt i forbindelse med anklagerne. Tre yderligere afhøringer er klar til at blive lavet, fremgår det.

Repræsentanter for den 54-årige rapper har ikke reageret på mediets henvendelse.

/ritzau/