02. feb. 2022 - 19:10

Butiksvagt blev næsten kørt ned af aggressiv Bilka-kunde



Bilka i Tilst fik tirsdag eftermiddag besøg af en meget aggressiv kunde, der nægtede at samarbejde med personalet.

Østjyllands Politi modtog tirsdag klokken 17.26 en henvendelse fra Bilka i Tilst, da flere medarbejdere havde haft en konflikt med en kunde.

Det skriver politiet i døgnrapporten.

Konflikterne opstod, da en mand forlod scan-selv-området med en indkøbsvogn, hvilket havde sat alarmen i gang. Derfor tog en 20-årig kvindelig medarbejder kontakt til manden og oplyste ham om, at der måtte være noget han havde glemt at betale for.

Manden gik bagefter ind og betalte for nogle af varerne. Og da han kom tilbage, bad medarbejderen om at se hans kvittering.

Det nægtede manden dog. Medarbejderen tilkaldte derfor en vagt, mens hun holdt fast i mandens indkøbsvogn, og bad manden og hans familie blive på stedet.

Ifølge den 20-årige kvinde tog manden herefter fat i hendes tommelfinger og vred den så langt bagover, at hun var nødt til at slippe indkøbsvognen.

Da medarbejderen havde sluppet indkøbsvognen, skyndte manden at forlade butikken.

Kort efter ankom butiksvagten og løb efter manden ud på parkeringspladsen.

Her fandt han frem til den bil, som manden havde sat sig ind i, der holdt parkeret i en bås.

Men da manden fik øje på butiksvagten foran bilen, gassede han op og kørte frem mod butiksvagten, mens han svingede ud af parkeringsbåsen.

Ifølge butiksvagten måtte han springe til side for ikke at blive ramt af bilen, men han blev alligevel ramt af bilens sidespejl.

Han har desuden forklaret, at en kvinde også var tæt på at blive ramt af bilen, da manden skyndte sig væk fra parkeringspladsen.

Østjyllands Politi har efterfølgende været i telefonisk kontakt med den 38-årige mand, der førte bilen, og han skal nu afhøres til sagen.