En beruset passager skabte uro på en bybus.
En 59-årig mandlig beruset passager på en bybus i Aarhus skabte natten til onsdag så meget uro og utryghed, at han endte med at blive anholdt.
Anmeldelsen kom til politiet kl. 00.02, da bussen holdt i Viby, hvor den 59-årige opførte sig aggressivt og råbte, fordi han mente, at bussen var kørt forkert, og han forlangte, at chaufføren kørte ham hjem, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Den ophidsede passager var ikke videre lydhør over for chaufførens vejledning i at tage en anden bus i den rigtige retning, og han nægtede at forlade bussen.
Da politiet kom frem, var den 59-årige fortsat meget aggressiv, men det lykkedes betjentene at få overtalt ham til at gå ud af bussen. Udenfor gik han dog kort efter hen og rykkede rundt på politibilens sidespejl, mens han råbte af patruljen.
Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.