Det var et forsøg på at dræbe, da en mand lørdag slog en anden ned i værtshuset Abegrotten i Christiania.
Det hævder Københavns Politi i en sigtelse mod en 26-årig anholdt mand. Sigtelsen er søndag læst op i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
Politiet har søndag morgen understreget, at man ikke anser overfaldet for at have noget med en verserende konflikt i rocker- og bandemiljøet at gøre.
Retsmødet holdes bag lukkede døre, så den anholdtes forklaring kendes ikke.
Men det er endt med, at den 26-årige varetægtsfængsles. Dommeren kan dog ikke skrive under på politiets vurdering om drabsforsøg. I stedet mener dommeren, at der er en begrundet mistanke om vold af særlig farlig karakter.
Offeret er 29 år. Han blev med livstruende skader bragt til hospitalet, har politiet oplyst.
Ifølge sigtelsen blev han slået i hovedet flere gange med knyttet næve. Også da han lå ned.
Offeret fik knust næsen, mistede bevidstheden og pådrog sig en blodansamling i hjernen, fremgår det af den sigtelse, som anklager Emilie Klausen læser op.
Tidligere søndag oplyste Københavns Politis centrale efterforskningsleder, at man ikke har været i kontakt med de pårørende. De befinder sig i udlandet.
Den anholdte tilstår, at han gav den anden mand et par knytnæveslag.
Han erkender såkaldt almindelig vold, men nægter sig skyldig i at have haft til hensigt at dræbe.
Det har hans forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, oplyst, inden dommeren lukkede dørene på grund af hensynet til politiets efterforskning.