Brug af sovepiller eksploderer: Mange tusinde børn får sovemedicin

Flere børn og unge end hidtil tager medicin for at få hjælp med søvnen, når natten trænger sig på.

Det viser de nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen, hvor det fremgår, at 21.827 personer under 18 år sidste år indløste en recept på sovemedicin i 2023.

Året forinden var det knap godt 19.000 børn og unge, der fik sovemedicin. Det er en stigning på 14 procent på et år.

Langt størstedelen af de unge, der får sovemedicin, får melatonin. Helt konkret er der tale om 98 procent af de børn og unge, der får sovemedicin.

– Melatonin er i dag den dominerende form for sovemedicin til personer under 18 år. Samtidig ser vi fortsat en betydelig vækst i brugen i denne gruppe, siger afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Mette Keis Jepsen i en pressemeddelelse.

Melatonin er et hormon, der dannes i hjernen og påvirker døgnrytme og søvn.

Antallet af børn og unge, der får melatonin, er steget med 15 procent fra 2022 til 2023.

De andre typer sovemedicin, der bruges til børn og unge, er benzodiazepin-lignende midler og Promethazin.

For begge typer medicin er antallet af brugere under 18 år faldet sidste år med henholdsvis ti og tyve procent.

Melatonin anvendes hos børn særligt under udredning og behandling af søvnforstyrrelser, som for eksempel forekommer samtidig med børne- og ungdomspsykiatriske lidelser.

Her er der hyppigst tale om ADHD og autisme, skriver Sundhedsdatastyrelsen på sin hjemmeside.

Ifølge tallene fra 2023 har 5667 af de samlet knap 22.000 børn og unge ingen diagnose. De resterende har diagnoser, der blandt andet dækker over adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser, epilepsi og psykiske udviklingsforstyrrelser.

I det seneste årti er brugen af melatonin blandt børn og unge steget markant. Derfor valgte Sundhedsstyrelsen i november 2022 at udkomme med nye anbefalinger for behandling af søvnforstyrrelser med melatonin.

Her lød det blandt andet, at behandling af børn og unge med søvnforstyrrelser uden en kendt årsag først skulle afprøve almindelige søvnhygiejniske tiltag i mindst fire uger.

Tiltagene omfatter blandt andet regelmæssig sengetid samt at slukke for skærme senest en time før sengetid.