16. nov. 2021 - 17:57

Bror til knivstukket 18-årig rapper: Han er død



Blomster og lys i Taastrup, hvor 18-årige Milan Rahim blev stukket ned søndag. Ifølge hans bror har han mistet livet.

Den 18-årige rapper Milan Rahim har ifølge hans bror mistet livet efter et knivstikkeri i Taastrup søndag.

Det skriver hans storebror Marco Rahim på Instagram.

Flere er tirsdag aften begyndt at lægge blomster og tænde lys på stedet, hvor den 18-årige rapper Milan Rahim blev stukket ned søndag.

“Du var det bedste menneske med det reneste hjerte. Ved du kommer et bedre sted hen nu ligemeget hvad”, skriver storebroren Marco Rahim på Instagram.

“Jannah venter på dig min elskede. Du har sluppet for alt den her smerte i den her beskidte verden,” fortsætter Marco Rahim i opslaget.

“Og jeg lover at tage mig af mama og baba og Messi for din skyld. Vent på mig derop min elskede lille baby.”

Samtidig opfordrer storebroren til, at folk for hans families skyld anmelder og fjerner “alt musik af min elskede lillebror som desværre er gået bort.”

Den 18-årige rapper Milan Rahim blev først erklæret hjernedød, oplyste anklageren under grundlovsforhøret mandag. Læs om det her

Knivstikkeriet fandt sted omkring Cederlunden i Taastrup søndag eftermiddag.

Tre personer blev mandag fremstillet i grundlovsforhør i sagen.