Breaking: Seks franske lufthavne lukket under trusler om terror

De evakuerede lufthavne ligger i Lille, Lyon, Nantes, Nice, Toulouse og Beauvais nær Paris

Seks lufthavne er onsdag blevet evakueret, efter at myndighederne har modtaget e-mails med trusler om angreb. De evakuerede lufthavne ligger i Lille, Lyon, Nantes, Nice, Toulouse og Beauvais nær Paris. Myndighederne er ved at undersøge, hvorvidt der er tale om reelle trusler, skriver AFP.

De franske myndigheder evakuerede lørdag slottet i Versailles uden for Paris. Samtidig var Louvre lukket af sikkerhedshensyn.

Frankrig er ved at indsætte op til 7000 soldater efter et islamistisk knivangreb på en skole fredag, hvor en lærer blev dræbt og to andre personer blev livsfarligt såret.

Knivangrebet skete fredag morgen på gymnasiet Gambetta i den nordfranske by Arras.

Her trængte gerningsmanden ind på skolen, hvor han råbte “Allah Akbar”, inden han stak læreren ned med kniv.

Ti personer er i politiets varetægt i forbindelse med fredagens hændelser.

Frankrig har nu øget dets sikkerhedsberedskab til det højeste niveau, sagde indenrigsminister Gérald Darmanin fredag aften.

– Der er en forbindelse mellem, hvad der skete i Arras i dag, og hvad der sker i Mellemøsten, pointerede han.

Opdateres …

/ritzau/AFP