Breaking: Mand fundet dræbt – tre anholdt

Politiet har tirsdag aften fundet en mand med svære kvæstelser – han er senere afgået ved døden. Tre personer er anholdt

Politiet har sent tirsdag aften frygtelige nyheder i en voldsom sag.

Klokken 20.42 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om et knivstikkeri på Blytækkervej i Holbæk.

Da betjente ankom til stedet fandt de en hårdt kvæstet mand, der var ramt af knivstik.

Han er efterfølgende afgået ved døden, men er endnu ikke identificeret.

På adressen befandt der sig også tre mænd, som alle nu er blevet anholdt.

“Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om motivet til drabet. Vi kan heller ikke sige noget om de tre mænds roller. Men vi leder pt. ikke efter flere personer. Vi er tilstede med efterforskere, hundepatruljer og kriminalteknikere på stedet og kommer til at være der flere timer endnu, mens vi forsøger at fastlægge, hvad der er foregået”, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist og tilføjer:

(Artiklen fortsætter under billedet)

“Vi arbejder hen mod, at der skal være grundlovsforhør i morgen onsdag, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvem der eventuelt bliver fremstillet. Det må nattens efterforskning afgøre”, siger Kim Løvkvist videre.

Midt- og Vestsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om drabet.

Presse-fotos.dk følger sagen …

Samme eftermiddag søger politiet hjælp i offentligheden. Man frygter, at et spædbarn kan ligge begravet i et område.