Breaking: Mærsk-skib angrebet med missil

Besætningen på skibet fra det danske rederi er rapporteret i sikkerhed efter angrebet, oplyser en talsmand

Et missil har torsdag middag haft kurs mod et skib fra det danske rederi Mærsk nær Det Røde Hav.

Det bekræfter rederiet til Shippingwatch, der tilføjer, at missilet ikke har ramt skibet, der var på vej fra Salalah i Oman til Jeddah i Saudi-Arabien.

– Besætningen og skibet er rapporteret i sikkerhed. På nuværende tidspunkt arbejder vi stadigt på at fastslå fakta om hændelsen, skriver en talsperson fra Mærsk til Shippingwatch.

Det britiske maritime organ UKMTO har rapporteret om et angreb nær Bab-El-Mandeb-strædet ved Det Røde Hav. Organet råder i øvrigt skibe til at sejle forsigtigt i området og rapportere enhver mistænkelig aktivitet.

Houthi-bevægelsen, som har kontrol med store dele af det nordlige Yemen, tager ifølge nyhedsbureauet Reuters skylden for angrebet.

I en udtalelse fra bevægelsen lyder det, at man har ramt et Mærsk-skib med en drone. Det lyder også, at dronen ramte skibet “direkte.”

Det fremgår ikke, præcis hvilket skib fra Mærsk, der er tale om.

Ifølge Houthi-bevægelsen angreb man skibet, fordi besætningen ikke reagerede på opkald fra “yemenitiske flådestyrker.”

En række rederier har på det seneste været udsat for angreb i Det Røde Hav. Tirsdag var der meldinger om, at et norsk tankskib var blevet ramt i Det Røde Hav af et krydsermissil fra Yemen.

Der er endnu ikke uafhængigt bekræftede oplysninger om, hvad der helt konkret er baggrunden for angrebet, eller hvem der står bag det.

Houthi-bevægelsen, som har kontrol med store dele af det nordlige Yemen, har truet med at angribe alle skibe i Det Røde Hav, der har kurs mod Israel.

Den har tidligere meddelt, at den står bag angrebet på det norske tankskib. Ifølge en militær talsperson for bevægelsen afviste det norske skib at reagere på flere advarsler.

Kilder i bevægelsen siger, at disse aktiviteter er udtryk for støtte til palæstinenserne i Gazastriben, hvor Israel er i krig med den militante bevægelse Hamas.

Uden at nævne krigen mellem Gaza og Israel skriver Mærsk, at de seneste angreb i Bab-El-Mandeb-strædet er “ekstremt bekymrende”, og at det ikke kan løses af shippingindustrien alene. Det kræver ifølge Mærsk politisk handling for at sikre “en hurtig nedtrapning”.

Hændelsen er “dybt, dybt bekymrende”, mener Nina Porst, som er direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.

– Det er forkasteligt, at civile søfarende, som bare passer deres arbejde, pludselig bliver mål i en konflikt, de på ingen måder har nogen aktier i.

– Det her er et globalt problem, som vi opfordrer til, at myndighederne drøfter med partnere i både EU og Nato for at finde passende løsninger, som kan beskytte skibene allerede her på en korte bane, skriver hun i en kommentar.

Israel har fordømt lignende angreb på andre skibe og udtalt, at angrebene har konsekvenser for den internationale sikkerhed på havet.

I november opbragte houthierne desuden et britiskejet fragtskib, som angiveligt har forbindelse til en israelsk virksomhed.

I Vesten er der bekymring for, at houthierne, der har støtte fra Iran, kan være med til at få krigen mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse til at brede sig til andre dele af Mellemøsten.

/ritzau/

Illustrationsfoto