BREAKING Dom i Field’s-sagen: 23-årig skal i forvaring på Sikringen

En 23-årig mand skal anbringes på den topsikrede psykiatriske institution Sikringen for flere drab og drabsforsøg i Field’s sidste år. Der sættes ingen slutdato for anbringelsen.

Det afgør Københavns Byret onsdag.

Manden er kendt skyldig i overensstemmelse i anklageskriftet, der blandt andet tæller tre drab og en række drabsforsøg.

LÆS OGSÅ: Anklager og forsvarer enige: Anholdt fra Field’s skal ikke i fængsel

Retten har fundet, at skyderiet var planlagt.

I den vurdering har retten lagt vægt på, at han på dagen for skyderiet tog ud til Field’s tidligere på dagen, hvor han “helt tydeligt undersøgte indgangen til Field’s”, siger retsformand Jens Stausbøll.

Der er også lagt vægt på særligt en række håndskrevne noter, der blev fundet i den 23-åriges hjem efter skyderiet.