Ketamin og hjertekarsygdom var medvirkende årsager til, at Matthew Perry i oktober druknede i sin pool
Da “Venner”-skuespilleren Matthew Perry blev fundet død i et boblebad i oktober, var det som følge af en ulykke, der skete på grund af brug af det beroligende stof ketamin.
Det viser obduktionsrapporten ifølge det retsmedicinske kontor i Los Angeles ifølge flere nyhedsbureauer herunder Reuters.
Rapporten konkluderer, at Perry døde som følge af “akutte virkninger af ketamin”, mens drukning, hjertekarsygdom og medicin, der bruges til at behandle opioidmisbrug, var medvirkende faktorer til dødsfaldet.
– Dødsårsagen er en ulykke, konkluderer det retsmedicinske kontor.
Matthew Perry, der særligt er kendt for sin rolle som Chandler Bing i hitserien “Venner”, blev i oktober fundet livløs i et boblebad på hans bopæl.
Han blev 54 år.
Ketamin er et bedøvelsesmiddel, som blandt andet bruges til større dyr som heste. Men blandt nogle misbrugere er der også interesse for stoffet, fordi det kan give hallucinationer.
Ketamin kan desuden bruges rekreativt grundet dets “dissociative” virkning. Det fremgår af den retsmedicinske undersøgelse og kan beskrives som, at man kobler sig fra sine følelser.
Den ketamin, som blev fundet i Matthew Perrys system, har sandsynligvis overstimuleret han hjerterytme, mens den har besværliggjort hans vejrtrækning.
Det har sandsynligvis gjort Perry bevidstløs, før hans hoved er gledet ned under vandoverfladen i boblebadet.
– Den nøjagtige metode til indtagelse i Mr. Perrys tilfælde er ukendt, lyder det i rapporten.
Perry var i ketaminbehandling for depression og angst, men hans sidste kendte behandling var halvanden uge inden hans død. Så det ketamin, der blev fundet i hans system i den retsmedicinske undersøgelse, var blevet indtaget efter den sidste behandling, lyder det i rapporten.
Ketamin kan skabe en følelse af ro og smertelindring samt give hukommelsestab, skriver USA’s narkotikapoliti, DEA, på sin hjemmeside.
Ketamin er godkendt i USA til medicinsk brug som korttidsvirkende bedøvelsesmiddel og som næsespray til behandlingsresistent depression, skriver DEA.
/ritzau/Reuters