Røgdykkere indsat: Brandvæsen og politi talstærkt til stede ved rådhus efter meldinger om brand

Tidligt torsdag eftermiddag er brandvæsen og politi rykket ud til Frederiksberg Rådhus, hvor der er meldinger om brand og røgudvikling

Bekymringer spredte sig på Frederiksberg Rådhus torsdag omkring klokken 11.30, da en automatisk brandalarm gik i gang, og der begyndte at lugte af røg i bygningen.

Derfor hastede brandvæsen og politi talstærkt til adressen.

Ved ankomst kunne brandvæsenet konstatere røgudvikling fra kælderen, og derfor blev røgdykkere indsat for at finde årsagen, oplyser Hovedstadens Beredskab.

SE OGSÅ: FREDERIKSBERG CENTRET EVAKUERET EFTER BRANDALARM

Presse-fotos.dk har også været i kontakt med Københavns Politi.

”Der har været noget røgudvikling på rådhuset, hvor der formentlig har været ild i nogle blade i en ventilationsrist, og den røg er så blevet hevet ind på rådhuset. Men der er ingen panik eller fare på færde,” oplyser vagtchefen fra Københavns Politi til Presse-fotos.dk.

Vagtchefens ord bekræftes også at Hovedstadens Beredskab.

’Vi har fundet en mindre brand i ventilationsrist/kanal. Branden er slukket og vi arbejder med at tømme de berørte områder for røg,’ oplyser de på Twitter.

Der er ingen, der er kommet til skade.