Redningspersonale måtte på grund af en brand søndag aften evakuere beboere på bostedet Lykkevalg i Korinth nær Faaborg.
“Branden var opstået på et værelse, og der var en del røg. Alle beboerne måtte evakueres, men de fleste har det godt. To personer blev dog tilset i en ambulance, og en af dem er kørt på sygehuset med brandskader. Han er lettere tilskadekommen,” fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Henrik Strauss, til presse-fotos.dk
Branden er nedkæmpet, men det er endnu for tidligt at sige, om det er muligt for beboerne at vende tilbage til deres værelser.
“Det kommer an på, hvor omfattende brandskaderne er, og det ved vi ikke endnu. Brandvæsenet er i gang med at ventilere bygningen,” siger vagtchefen.
På et senere tidspunkt skal politiet undersøge brandårsagen nærmere.










