Brand på biogas-anlæg i Jylland

Der er fredag morgen udbrudt brand i et halmfyr på biogasanlægget Grøngas ved Vrå. Branden har medført, at indbyggerne i Vrå ikke kan få varme.

“Det er den mest uheldige konsekvens. Der bliver en periode, hvor det ikke kan lade sige gøre. Hvor lang tid, kan jeg ikke sige,” siger Allan Olesen, direktør, Grøngas Vrå, til tv2nord.dk

“Forhåbningen er at vi kan levere varme igen så hurtigt som muligt,” siger han.

I en mail forsikrer formanden for Vrå Varmeværk, Niels Henrik Nielsen, imidlertid, at varmen ikke slipper op. Det hænger sammen med, at varmeværket har to gaskedler og en to år gammel el-kedel, der kan bruges i en nødssituation.

Det er anden gang inden for to år, at der udbryder brand på stedet.

Beredskabet sendte et større slukningstog til stedet, og de fik hurtigt styr på branden.

Indsatslederen fortæller til pressefotos.dk’s udsendte, at branden ikke var så omfattende som sidste gang.