Brand i lejlighed: To personer kommet til skade

To personer kom til skade, da der søndag eftermiddag udbrød brand i en lejlighed på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på X (det tidligere Twitter):

“Esbjerg: Kl. 1341 modtog vi anmeldelse om brand på Gl. Vardevej i Esbjerg. Der er formentlig tale om et batteri, der er eksploderet i en lejlighed. De nærmere omstændigheder efterforskes nærmere. 2 personer kørt på skadestuen med forbrændinger på fødderne.”

Vejen er spærret ved Svømmestadion Danmark.

Indsatsleder hos Sydvestjysk Brandvæsen, Lenny Schmidt, siger til jv.dk, at branden er slukket, men at brandvæsenet er i gang med at tjekke, om ilden skulle have spredt sig til tagkonstruktionen.