Brand i ejendom lukker Jagtvej i København

Hovedstadens Beredskab er torsdag aften rykket ud til en brand i en lejlighed på Jagtvej i København.

Det oplyser operationschef Frank Mikkelsen til Ritzau.

Der er tale om en lejlighed i to etager, hvor der er brudt brand ud på den øverste etage.

Det er ikke muligt at sige noget om, hvornår branden ventes at være slukket, siger operationschefen kort før klokken 20.

– Vi er i gang med brandslukning og eftersøgning af personer i lejligheden. Der er mulighed for, at branden kan sprede sig. Vi har ikke overblik over det på nuværende tidspunkt, siger Frank Mikkelsen.

Beboere i opgangen er blevet evakueret. Desuden er en del af Jagtvej blevet afspærret.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Én person er fundet livløs i ejendommen.

Det oplyser vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Det er strækningen mellem Nørrebros Runddel og Mimersgade, der er afspærret.

– Vi har spærret af, så brandfolkene har fred til at arbejde, siger Henrik Svejstrup.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.19, oplyser vagtchefen videre. Kort tid efter var politiet fremme og begyndte at spærre af.

Det er politiet, der i samarbejde med beredskabet har evakueret beboere. Vagtchefen oplyser ikke, hvor mange personer der er blevet evakueret.

Beredskabets indsatsleder på stedet vil løbende tage stilling til, om det er er nødvendigt at evakuere flere personer, siger Frank Mikkelsen fra Hovedstadens Beredskab.

Beboere i området opfordres til at lukke døre og vinduer, da røgudviklingen kan være til gene.

LÆS OGSÅ: Brand på Nørrebro: Livløs person reddet ud