Brand i container på havn har spredt sig

Der er mandag aften udbrudt brand i et gammelt slagteri på havnen i Nykøbing Falster.

“Der var brand i noget af facaden og taget og en container udenfor. Det får vi slået ned, og vi er lige ved at efterslukke. Men der er røget nogle døre og et udhæng,” siger indsatsleder ved Lolland-Falsters Brandvæsen, Ruben Salquist, til Lolland-Falsters Folketidende.

“Vi modtog anmeldelsen kl. 20.32. Der er tale om en brand i en container, som efterfølgende har fået fat i et tagudhæng. Men der er ingen fare for personer,” siger vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Nicolai Lynge, til presse-fotos.dk

Politi og brandvæsen arbejder i skrivende stund stadig på stedet, og det kommer de ifølge vagtchefen til at gøre i et stykke tid endnu.