Brand i campingvogn: ‘Man frygter, den spreder sig’

Der er onsdag formiddag gået brand i en campingvogn, der står op ad et hus i Høng

Klokken 11.25 fik Midt- og Vestsjællands Politi og Vestsjællands Brandvæsen en anmeldelse af brand i en campingvogn på Løve Gl. Landevej i Løve, Høng på Nordvestsjælland.

”Der er gået brand i en campingvogn, der står op ad et beboelseshus. Derfor frygter man, at branden vil sprede sig til huset,” fortæller Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

På grund af spredningsfaren hastede brandvæsen og politi ud til opgaven. Man kunne dog hurtigt ånde lettet op.

”Heldigvis får vi kort efter klokken 11.44 en melding om, at branden er slukket. Det gik hurtigt og uden nogen større spredning,” fortæller Charlotte Tornquist.

SE OGSÅ: FÅR KÆMPEDE FOR LIVET I VOLDGRAV: NU FORKLARER OPERATIONSCHEF OM SAGEN

Der er ikke umiddelbart sket nogen personskade som følge af branden.

Nu foretager brandvæsen og politi undersøgelser på stedet for at fastslå, hvorfor branden er opstået. Det er man endnu ikke bekendt med.