Branco stopper karrieren

Rapperen Branco indstiller sin musikkarriere.

Det oplyser han i en video på Instagram.

– Som I ved, har alting en ende. Intet varer evigt. Vi har alle en udløbsdato, og intet af det her kan vi tage med os, når vi en dag siger farvel. Så jeg stopper her, fortæller Branco i videoen.

For at afrunde karrieren udgiver han et sidste album, “Baba Business 3”, der udkommer 24. maj.

I videoen fortæller rapperen yderligere, at han ikke “forsvinder”.

– Tværtimod. Jeg kommer til at træde først og lave nye fodspor, som andre kan følge, men det bliver ikke igennem musikken, siger Branco i videoen.

Branco, der har det borgerlige navne Benjamin Cimatu, brød igennem på den danske rapscene for omkring ti år siden som del af duoen MellemFingaMuzik.

Han er blandt andet kendt for numrene “London Town” og “All In”.

Derudover har Branco også medvirket i Kanal 5- og discovery+-programmet “Over Atlanten” i 2024.