25. feb. 2022 - 15:24

Borgmester: Nedlagt sygehus kan huse ukrainske flygtninge



Hvis det står til Mads Skau, som er Venstre-borgmester i Haderslev Kommune, så bør det nu nedlagte Haderslev Sygehus komme på tale, hvis der skal huses ukrainske flygtninge i Danmark.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det er i givet fald Udlændingestyrelsen, der sammen med Freja Ejendomme, der ejer Haderslev Sygehus, skal træffe den endelige beslutning.

-Vi er desværre nu vidne til en krig i Europa, som meget hurtigt har skabt en dybt bekymrende og uhyggelig situation, siger borgmester i Haderslev, Mads Skau

-I Danmark er vi nærområde for ukrainske flygtninge, og Haderslev Sygehus kan i den forbindelse være en midlertidig sikker havn. Sygehuset har tidligere haft denne funktion, og vi bakker helhjertet op om muligheden for, at Freja Ejendomme og Udlændingestyrelsen vælger denne mulighed. 

Borgmesteren opfordrer alle borgere til at tage godt imod flygtningen, når de måtte ankomme til Haderslev.

Hos Freja Ejendomme, som ejer Haderslev Sygehus, er man ikke afvisende over for idéen om at huse ukrainske flygtninge.

-Ligesom alle andre danskere følger vi den ulykkelige situation i Ukraine og såfremt Udlændingestyrelsen vurderer, at Haderslev Sygehus er et egnet opholdssted for ukrainske flygtninge, vil vi i Freja Ejendomme naturligvis støtte op om dette og stille vores ejendom i Haderslev til rådighed, siger Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme. 

Haderslev Sygehus er beliggende ud til Haderslev Dam og ligger cirka 2 km fra Haderslev by og ca. 4 km fra E45. 

Hovedbygningen er på 30.000 etm. på 9 etager.