Borgerforslag vil gøre det gratis at krydse Storebæltsbroen

Den 22. januar oprettede Bent Thodsen fra Hanstholm et borgerforslag om at sløjfe billetpriserne på Storebæltsbroen. Og allerede nu har borgerforslaget nået 50.000 underskrifter, hvilket betyder, at det kan fremsættes som et forslag i Folketingssalen, hvor det skal diskuteres.

“Jeg synes, det er fantastisk, at så mange har bakket op om forslaget. 50.000 er rigtigt mange på kort tid, men det er kun begyndelsen,” siger Bent Thodsen til TV Midtvest.

Hvis et borgerforslag opnår 50.000 underskrifter fra borgere med stemmeret i løbet af 180 dage, skal Folketingets partier tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget.

Selvom Bent Thodsen ikke selv er storforbruger af Storebæltsbroen, mener han dog ikke, at det skal koste penge at køre fra Fyn til Sjælland og omvendt.

Derimod synes han, at det er urimeligt, at vi stadig betaler for at passere broen, når den er betalt ind for længst.

“Jeg tror på, at halvdelen af de stemmeberettigede danskere vil, at det skal være gratis at køre over Storebælt,” siger han til mediet.

I borgerforslaget står der blandt andet:

“Broens indtægter har allerede betalt anlægsomkostningerne stort set. Brugerbetaling for at passere broen i dag går stort set i statskassen. I forvejen betaler alle bilister ”vægtafgift” eller grøn ejerafgift, som dækker for vedligehold og reparation af vejnet og broer.”

“Derfor skal det fra 1/7-2022 være gratis at køre over broen, både for personbiler, lastbiler og for udenlandske turister og vognmænd.”

“Anlægsudgiften for Storebæltsbroen var 26 milliarder kroner, indtil dato har bilisterne betalt mere end 43 milliarder i broafgift.”

Arkivfoto.