Borger tilbageholdt ældre mand: Smurte hundelort på biler

Arkivfoto

Politiet fik torsdag morgen et særpræget opkald, da en borger fortalte, at han havde tilbageholdt en ældre mand, som havde smurt hundelort på biler.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Det var en borger fra Risskov, som kontakte politiet og fortalte, at han havde tilbageholdt en mand, som havde smurt hundelort på et par biler, der holdt parkeret på en gade i området. 

Da patruljen kom frem, stod borgeren med en 67-årig mand, som havde sin hund med i snor. 

Borgeren havde set den 67-årige smøre lort ud på den ene bil, men der var også spor af afføring på en bil, der stod ved siden af. 

Den 67-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og han blev samtidig bedt om at rydde op efter sig. 

Det er uvist, hvad motivet til den mærkværdige handling skulle have været.