Borger har sat fup-fotofælder op: Derfor har jeg gjort det!

En borger på Frøbjergvej i Ørsted nær Glamsbjerg på Fyn er så træt af biler, der kører for stærkt, at han har taget sagen i egen hånd.

Han har opstillet to ‘foto-fælder’, som skal få bilisterne til at sænke farten.

Foto-fælderne er ikke ægte, for ‘kameraet’ er lavet af en papkasse. Der er med andre ord ingen, der bliver filmet, når de kører forbi. Men det er der mange, der tror, at de gør.

“Mine hjemmelavede foto-fælder har en effekt. Bilerne kører tydeligt langsommere forbi nu. De opdager først bagefter, at det ikke er en rigtig foto-fælde,” siger borgeren, som ONP har haft kontakt med.

“Man må køre 80 kilometer i timen, og det synes jeg endda er for stærkt, fordi vejen er smal, og der er en kurve. Hvis en lastbil kommer forbi med for høj fart, er det tit, at den er ude at skrabe kanten,” fortæller borgeren.

“Men der er mange, der kører mere end 80 kilometer i timen forbi, og det er farligt. F.eks. bakker jeg altid min bil ind, for jeg skal ikke nyde noget af at bakke ud. Hvis der kommer en bil med høj fart, er der stor risiko for, at vi ramler sammen,” siger borgeren.

Han og naboerne har forsøgt at råbe myndighederne op.

“Der er flere, her på vejen, der er trætte af den høje fart. Borgmesteren har været herude, men politikerne vil ikke gøre noget ved problemet. Politiet har også været her, men de vil heller ikke gøre noget ved det,” siger borgeren.

Han kan ikke se, at han gør noget forkert ved at opstille de falske foto-fælder.

“De står på privat grund, og der er ingen, der bliver optaget. Men de tjener deres formål,” som han siger.

PS. Borgeren har valgt at være anonym. Presse-fotos.dk er bekendt med hans identitet