04. okt. 2022 - 16:25

Bomberyddere i aktion i Aalborg: Lystfiskere fik fat i gammel granat



Der er fundet en gammel granat i Østre Anlæg i Aalborg, som derfor er spærret af.

Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) er tilstede i området, fordi to magnetfiskere har fået bid ti meter ude i søen i anlægget, hvor der var en gammel artilleri-granat.

“Vi kunne godt se, at det ikke var noget, vi skulle være i nærheden af, så vi lagde det igen og tilkaldte politiet, fortæller den ene af de to magnetfiskere,” siger den ene af de to fiskere, Mikkel Christoffersen, til nordjyske.dk

Det var hans makker, Carsten Møller, der fik fat i den 15 kilo tunge granat.

Ud over granaten fik de også fisket en vekselautomat og en rørtang op ad søen.

Nordjyllands Politi skriver på Twitter:

“Østre Anlæg er pt. afspærret på grund af fund af gammel artilleri granat. EOD er på vej til stedet. Politiet er tilstede.”

(Opdatering kl. 16.55: Nordjyllands Politi oplyser til presse-fotos.dk, at EOD har taget granaten med sig. Der er ingen, der er kommet noget til i den forbindelse, og afspærringen er ophævet).