Bombe sprængt på populær strand

Arkivfoto

Ammunitionsryddere har bortsprængt en mortergranat, der blev fundet af en borger søndag eftermiddag

Forsvarets ammunitionsryddere (EOD) har søndag aften bortsprængt en mortergranat, som blev fundet på en strand i Søndervig i Vestjylland.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Det er sket “i god ro og orden”, lyder det videre omkring klokken 20.20.

Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, oplyste tidligere søndag aften til Ritzaus Bureau, at granaten blev fundet omkring klokken 14.00 af en borger.

“Jeg vil gerne rose vedkommende. I stedet for selv at begynde at grave og pille ved den, så ringer man (borgeren, red.), og vi får tilsendt nogle billeder, som vi kan sende videre til nogle eksperter, der hurtigt kan sige, hvad det er,” siger Ole Vanghøj til mediet

SE OGSÅ: KATTEDRÆBER PÅ FRI FOD? FLERE KATTE BLIVER SKUDT OG AFLIVET

Tidligere på aftenen oplyste politiet, at der var mange mennesker på stranden, og at man skulle følge politiets anvisninger.

Politiet havde afspærret et stykke af stranden i forbindelse med bortsprængningen, men den er nu ophævet, fremgår det af politiets tweet.

Knap fire kilometer nord for Søndervig kan man finde rester fra et tysk fæstningsanlæg, som blandt andet består af 50 bunkere.

Ifølge Ole Vanghøj sker det af og til, at der dukker noget op på stranden fra krigens tid.

Det er dog uvist, om mortergranaten, der blev fundet søndag, stammer fra Anden Verdenskrig.