Bombe sprænger i have: Borger havde bragt den med hjem fra skoven

Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) har mandag sprængt en mine og en detonator i en mands have i Esbjerg, da pågældende havde fundet genstandene og taget dem med hjem

Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med EOD mandag været til stede på Grønvangsvej i Esbjerg, efter en borger havde kontaktet myndighederne i forbindelse med et fund af en tysk mine fra Andens Verdenskrig samt en detonator.

Borgeren havde fundet minen i en skov ved Haderslev med en metaldetektor og bragt tingene hjem til sin bopæl, hvor han endelig kontaktede politiet.

“Der var tale om en tysk mine og en detonator fra Anden Verdenskrig. Vi foretog en grundig vurdering af situationen i samråd med EOD, der pegede på, at detonatoren var så kraftig, at den ved forkert håndtering kunne forårsage voldsomme kvæstelser på personer. EOD sprængte efterfølgende genstandene i et hul i mandens have, uden at der var behov for evakuering af borgere,” oplyser politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

SE OGSÅ: DRABSFORSØG I FRISØR SALON: MEDLEM AF ‘DØDSPATRULJEN’ ANHOLDT

På baggrund af hændelsen advarer politiinspektøren meget kraftigt andre personer i at gøre det samme.

“Opdager man mulige miner, granater, kraftigt fyrværkeri eller andre farlige genstande, skal man lade dem ligge og i stedet omgående kontakte myndighederne. Det kan være yderst farligt selv at forsøge at røre ved genstandene eller forsøge at flytte dem,” understreger Tage Jehn.

Ingen mennesker er kommet til skade.