07. dec. 2021 - 16:13

Blotter på spil i Frederikshavn



Nordjyllands Politi efterlyser en gerningsmand til tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse begået inden for kort tid i Frederikshavn.

Alle tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse er sket i går, den 6. december 2021, i tidsrummet kl. 17:30-18:05 – og de har alle fundet sted i Frederikshavn, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Det første tilfælde skete ved kælkebakken ved Søparken i Frederikshavn ved 17:30-tiden, hvor tre 10-årige piger blev krænket, da manden fremviste sin penis.

Det andet tilfælde fandt sted blot en halv time senere ved 18-tiden på Engparken i Frederikshavn, hvor en 24-årig kvinde blev krænket, da manden fremviste sin penis og onanerede foran hende.

Det sidste tilfælde fandt sted kun få minutter efter det andet tilfælde, nemlig klokken 18:05, hvor de krænkede var en 12-årig dreng og en 12-årig pige, hvor manden igen blottede sin penis foran dem. Dette skete ved Frydensstrandskolen i Frederikshavn.

Manden blev i første og andet tilfælde beskrevet som en mand på ca. 30 år, spinkel af bygning, dansk af udseende. Han havde en mørkeblå/sort jakke med hætte og grå arbejdsbukser på. Med sig havde han en cykel, som muligvis var en mountain bike.

Lederen af efterforskningen af sagen, politikommissær Carsten Straszek, oplyser, at politiet er af den overbevisning, at der er tale om samme gerningsmand i alle tre tilfælde, eftersom det er sket indenfor et lille geografisk område – og fordi beskrivelserne af gerningsmandens adfærd minder om hinanden.

”Vi tager den slags anmeldelser meget alvorligt, og vi har indledt efterforskning for at få identificeret og pågrebet den formodede gerningsmand,” siger Carsten Straszek i pressemeddelelsen fra Nordjyllands Politi.

Han opfordrer alle med oplysninger i sagen til at ringe til politiet på 114.

Politikommissæren fortsætter: ”Vi har et større efterforskningsarbejde foran os, fordi vi skal have afhørt ofrene i sagen, og det tager tid, blandt andet fordi børnene skal videoafhøres.” 

Carsten Straszek oplyser også, at der – i områderne omkring gerningsstederne – vil være forebyggelsesbetjente til stede for at skabe tryghed for de borgere, som færdes i områderne.

”Og man er velkommen til at rette henvendelse til dem, hvis man er utryg,” understreger Carsten Straszek. 

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.