Blomster ved haveforening efter liget af mand blev fundet gravet ned

Flere buketter og lys er blevet lagt i kolonihaveområdet Springbjerg Haveforening i Vonsild, efter liget af en mand torsdag blev fundet gravet ned i haveforeningen.

Liget blev fundet ved Spurvevej.

Politiet oplyste torsdag i en pressemeddelelse, at de formoder, at der er tale om en 43-årig mand, som sidst blev set den 2. maj.

Manden har siden den 17. maj været meldt savnet og efterlyst.

Tre personer er blevet anholdt og sigtet for drab.

Der er tale om en mand på 32 år, en anden mand på 39 år, samt en kvinde på 35 år.

Politiet mener, at de tre sigtede og den afdøde 43-årige mand kendte hinanden.