‘Bliver smidt i skraldespanden’: 23 kaniner dumpet på rasteplads

Kaniner der blev dumpet - Foto: Dyrenes Beskyttelse i Norge

Organisationer advarer nu mod en stigende tendens med at dumpe kaniner i naturen. Det sker efter fundet af 23 dumpede kaniner på en rasteplads

Dumping af kaniner er et voksende problem og flere og flere kaniner bliver efterladt i naturen eller smidt i skraldespanden.

Så klar er meldingen fra Kaninværnet, der er en dansk forening med fokus på kaninvelfærd.

Opråbet kommer efter en frygtelig sag fra Norge, hvor 23 kaniner er blevet fundet kolde, sultne og bange på en rasteplads.

“Jeg er aldrig stødt på så mange kaniner, der er blevet dumpet på en gang. Det er sjældent,” lød det i den forbindelse fra Marit Emilie Buseth, der er medarbejder i Dyrenes Beskyttelse i Norge, til Dagbladet.no.

I Danmark oplever Kaninværnet altså også det voksende problem med dumping af kaniner.

‘Mange kaninejere tror fejlagtigt, at en kanin, der er født og opvokset i fangenskab, kan klare sig på egne ben i det fri,’ skriver organisationen på sin hjemmeside.

Kaninværnet fastslår, at dumping af sin kanin aldrig er den rigtige løsning.

De foreslår i stedet, at man kan benytte en af følgende muligheder til at hjælpe kaninen videre:

  • – Kaninværnets Akutteam
  • – Dyreinternater (herunder Dyrenes Beskyttelse og Dyreværnet)
  • – Facebook (herunder Adoption af kaniner – Frikanin og Adoption og pleje af frie kaniner)
  • – Online salgssider (Herunder Den Blå Avis, Gul og Gratis m.m.)
  • – Lokalsamfundet, dyreklinikker, venner og bekendte
  • – Aflivning (en hård, men bedre skæbne end sult, frygt og at ende som frokost for en ræv)

Dyrenes Beskyttelse i Norge oplyser, at de 23 kaniner er blevet hjulpet videre og fået pleje.

Kaninerne der er kommet i pleje – Foto: Dyrenes Beskyttelse i Norge