Blev stoppet for SMS under kørsel: Endte med sigtelse for dødstrusler mod politiet

En 48-årig mand med adresse i Assens blev søndag eftermiddag anholdt to gange i Vejle af politiet på under en time.

Det oplyser Vejle Amts Folkeblad.

Manden blev første gang anholdt i en varevogn på Midtjyske Motorvej nær Vejle, hvor han indledningsvis blev bragt til standsning, efter patruljen havde bemærket, at han brugte sin telefon, mens han førte varevognen.

Betjentene, som havde bragt varevognen til standsning, sigtede føreren for at være påvirket af euforiserende stoffer og i den forbindelse ransagede de bilen, hvor de fandt en klump hash.

I den forbindelse blev manden bragt til Vejle Sygehus, hvor der skulle foretages en blodprøve for at fastslå, om manden var påvirket af euforiserende stoffer eller andre forbudte substanser, mens han førte varevognen.

Det var manden dog dybt utilfreds med og kom med diverse tilsvininger mod betjentene, mens de var på vej til – og efter de var ankommet til – sygehuset i Vejle.

Rettede ‘pistolfingre’ mod betjentenes hoveder

Efter der var blevet udtaget en blodprøve på sygehuset, skulle manden løslades.

Før dette skete, blev manden også sigtet for fornærmelig tiltale.

– Så sluttede han af med at lave et “pistol-tegn” med fingrene mod hver af betjentenes hoveder, som om han ville skyde dem. Det finder vi os ikke i, så han blev anholdt igen, selvom han lige var blevet løsladt, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross til mediet.

Betjenten tog herefter manden med til detentionen, hvor han fortsatte sine trusler mod betjentene.

Han truede blandt andet med, at ville finde ud af, hvor betjentenes børn og koner boede, fordi de alle skulle dø.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 11:30.