Biltræf: Otte biler beslaglagt og 332 hastighedssigtelser

Arkivfoto

Et lovligt brændertræf udviklede sig senere til ulovlige handlinger. Otte køretøjer er blandt andet blevet beslaglagt, og så har politiet udskrevet mere 332

Traditionen tro blev der i går Kristi Himmelfartsdag afholdt brændertræf, der er et arrangement, hvor bilentusiaster mødes for at brænde dæk af på et lukket område ved Flyvestation Karup. Arrangementet forløb efter Midt- og Vestjyllands Politis vurdering helt efter bogen, da arrangørerne havde godt styr på sikkerheden for de mange, der var mødt op for at kigge på.

Midt- og Vestjyllands Politi havde dog ekstra patruljer på vejene i og omkring Karup, da arrangementet sluttede, da erfaringer fra tidligere år viser, at flere af de køretøjer, der samles til sådanne arrangementer, på forskellig vis er ændret ulovligt.

SE OGSÅ: 49 ÅRS FÆNGSEL I KÆMPE NARKOSAG: TO BLIVER UDVIST

Indsatsen resulterede i blandt andet beslaglæggelse af otte køretøjer, der var manipuleret, 332 hastighedssager og flere sager om spirituskørsel, kørsel uden førerret, manglende sele og håndholdt mobiltelefon. 27 sager om fejl og mangler, hvoraf tre resulterede i omgående kørselsforbud, to sager om ulovlig dækafbrænding og to sager om væddeløbskørsel blev det også til.

Politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Jørgen Christensen ærgrer sig over de mange sager

”Det er naturligvis dejligt, at der er så mange, der bakker op om et arrangement som det i Karup, hvor dækafbrændingen kan foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Men at der efterfølgende samles en flok køretøjer til ulovlige aktiviteter på offentlig vej, er ikke i orden. Når man færdes på offentlig vej skal køretøjet selvfølgelig være i lovlig stand, og man skal overholde gældende lov,” siger Jørgen Christensen efter gårsdagens aktion.